Bøgebakken, Lejre: Bente Pedersen

Igennem de sidste ca. 25 år har jeg malet akvarel i min fritid.

Akvarellen følger og har fulgt mig i min hverdag, i fritiden og på ferier nær og fjernt. Jeg ser motiver hvor jeg færdes – mest i naturen. Mit kamera er altid med på tur og det bliver brugt flittigt til at fastholde, det jeg ser og oplever. Når jeg kommer hjem, giver fotografierne inspiration til et motiv eller et farvespil.

Naturen skaber ofte et nuanceret farvespil gennem lyset fra himlen til landskabet- dette skaber en stemning med dramatik og skønhed. Også årstidernes omskiftelige farver fra forårets lysegrønne palet til vinterens gråtoner, finder jeg spændende. Alt dette er inspirerende og min fortolkning af farvespillet og dramatikken kan ses på mine motiver.

Motivet maler jeg kontrastfyldt med stærke farver, meget vand og med så få farver som muligt. Tekstur i papiret, brug af flere forskellige virkemidler og øje for balancen i motivet skaber effektfulde værker, hvor akvarellen får et let, gennemskinneligt, luftigt og stemningsfyldt udtryk.

Som medlem af Kunstnerværkstedet Roskilde, Udstillergruppen Halvcirklen Roskilde, kunsthåndværkersammenslutningen Håndelavet samt Solrød Kunstforening og billedskole har jeg mulighed for at høste inspiration fra andre kunstnere og andre kunstarter.

Mine akvareller kan ses på instagramprofil ”bentesakvarel” og på ovenfor nævnte foreningernes hjemmesider samt på udstillinger primært i lokalområdet.

Jeg begyndte at udstille mine akvareller i 1999 og af udstillingssteder kan nævnes: Forskellig Hospitaler på Sjælland, H. Lundbeck, Tåstrup Kulturhus, Farver Hammers Gård i Roskilde, lokale cafeer, Pinserunden Roskilde, Kildegården Roskilde Ældre Motion,  ”Kunst på stribe” Palæet Roskilde,  Skovgården Værløse,  ARGO Roskilde, Kunstforening Humlen, Kelco Lille Skensved, Kennedy centret Glostrup, Holbæk sygehus,  LK 24.

Falder et motiv i jeres interesse, maler jeg det gerne på bestilling.

Hilsen Bente Pedersen

benp@pedersen.mail.dk    instagramprofil ”bentesakvarel”