I strålende sommervejr midt i årtiers værste tørkeperiode gik omkring 30 af foreninens medlemmer om bord på en bus, som skulle bringe os tilbage til en hændelse af et helt andet omfang – til gengæld fandt den så sted for 66 millioner år siden, hvor den mexicanske halvø Yucatan i dag ligger. På det tidspunkt ramte en glødende asteroide med en diameter på 10 km jorden med en sådan kraft, at den borede sig 40 kilometer ind i jorden mod klodens centrum og skabtet et krater på 120 km i diameter. Det ophvirvlede støv udelukkede alt sollys fra jorden i måneder – måske år, og halvdelen af af alt dyre- og planteliv forsvandt, heriblandt dinosaurerne. Blandt den tids få pattedyr var der én art, som overlevede – en lille spidsmuslignende fyr på størrelse med en gravhund kaldet Lucky. Fra den stammer alle jordens pattedyr inclusive mennesket. Stens Klint var dengang havbund med et rigt dyreliv, hvis arter i stort omfang var beskyttet af skaller, som over millioner af år dannede klintens fundament af kridt. Pludselig er der et mørkt lag, uden mange spor af liv, men med et betydeligt indhold af det sjældne grundstof iridium, der først og fremmest kendes fra asteroider og kometer. Oven på kommer millioner af års aflejringer af kalk. Dette mørke lag, der ved en misforståelse fra en dansk geolog internationalt har fået betegnelsen fiskeler, findes over hele verden, men ingen steder så ydeligt som på Stevns. Det har gjort klinten til UNESCO-verdensarv, og i den forbindelse er der for få år siden åbnet et udstillingscenter, hvor vi var så heldige, at det var selve den daglige leder, som guidede os gennem klintens historie og udstillingsbygningens spændende arkitektur.

På vejen til Stevns Klint fik vi endnu en arkitektonisk oplevelse. Kunstneren Helle Lundgaard Christensen havde inviteret os indenfor i sit spændende, stilrene hus og atelier, hvor hver detalje repræsenterer det bedste i det, der er kendt som dansk (eller skandinavisk) design. Her fortalte hun meget levende om de forskellige teknikker, hun gør brug af i sit kunstneriske arbejde.

Helle Lundby, der desværre gik alt for tidligt bort den 23. februar d.å., arbejdede som billedkunstner i en lang årrække og opbyggede en ganske stor samling af billedkunst. Selv efter at familien har taget de værker fra, som vi ønsker at beholde, er der stadig en stor samling kunst, som vi i Helles ånd ønsker at donere overskuddet fra et salg til det store arbejde, som Gadens Børn NGO gør for fattige og udsatte børn i Kolkata – i øvrigt en organisation, som Helle tidligere har støttet med sin billedkunst.

Er det kunstneren, der styrer værket, eller er det værket, der styrer kunstneren? Glaskunstneren Susanne Lundkvist er i hvert fald klar over, at hendes glas bestemmer temmelig meget selv, når hun har lagt lag på lag sammen, strøet det med sine kemikalier og puttet det i ovnen. Hun lægger i hvert fald ikke skjul på, at hun kan blive temmelig overrasket, når hun åbner den, efter at den har rundet de 800 grader og er kølet langsomt ned til under 50. Det selv om hun synes at have gjort nøjagtig som sidst. Holdet fik et levende indtryk af en kunstnerisk proces, som ikke er helt nem at styre, men også et indtryk af en kunstner, der ikke har tænkt sig at give op i kampen med sit medie og hvorfor. Meget inspirerende.

Store flader – 2-3 kvadratmeter – få faver, lidt uskarpe, ikke symmetriske geometriske figurer, kun antydningsvis et perspektiv – kan næppe huses andre steder end på et galleri.

Men så begynder kunstneren bag, Allan Stabell, at gøre rede for, hvad det er, vi ser – hvad det er, der har inspireret ham, og hvad det er, han undersøger med sin kunst: Tag en emballage, en papæske og, fold den ud, så den er i et plan. Det er kunsten bag det at skabe et ellers ligegyldigt stykke karton, han undersøger i sine billede. Pludselig får disse geometriske figurer på både indhold og mening.

Birte Baxter blev udtrukket som nummer et og kunne derfor vælge mellem alle 28 værker købt året igennem af kunstforeningen. Hun valgte Poul Ankers Blæsten.