Kulturhuset Domus Felix, Lejre – Salen

Mia Glarborg

Jeg har været aktiv billedkunstner siden 2009, er hovedsagelig autodidakt, men har også modtaget undervisning af et par danske kunstnere, og deltaget i flere malekurser igennem årene.

 

Jeg maler intuitivt, når jeg starter på et maleri ved jeg ikke altid hvor jeg ender. Jeg elsker maleprocessen, jeg leger og afprøver alle mulige og umulige maleteknikker, hvilket er utrolig givende.

 

Jeg har udstillet i både ind- og udland, bl.a. i Bologna, Madrid og Malmø.

 

For mere information se min hjemmeside www.miaglarborg.dk

 

Kulturhuset Domus Felix, Lejre – Fløjen

LEDIG – Er du den næste udstiller? Mail til Dorthe Sørensen, dortemerete46@gmail.com

BeneFIT – fy

Hvalsø Ældrecenter

Anne Aachmann-Meltofte

Jeg er uddannet jurist og elsker at tegne og male – både med akvarel og akryl. Jeg tegnede som barn, hvilket jeg genoptog i 2021, hvor jeg også begyndte at male med akvarel.

At tegne og male giver mig et fantastisk ”frirum”, mulighed for at lege, lære, eksperimentere, og jeg nyder farverne, som kan blande sig på smukkeste vis, og det er spændende at se, hvilke overraskende figurer, dyr eller landskaber, der dukker frem i et abstrakt maleri. Jeg er nysgerrig på det enkelte værk og åben for, hvor det ”tager mig hen”. Inspirationen finder jeg mange forskellige steder, elsker dyr og naturen.

Med min kunst ønsker jeg at skabe positiv energi, glæde, varme, lethed, nysgerrighed og begejstring – og gerne i mange farver – alt det jeg selv kan føle, når jeg maler eller tegner, det kan helt give bobler i maven.

Rigtig god fornøjelse med udstillingen

Kontakt:

Instagram: @art_by_aachmann

Mail: art_by@aachmann.com

Ammershøj, Kirke Hyllinge

P.t. ingen udstilling

Lægehuset, Gyvelvej, Kirke Hyllinge

Ingrid Glue & Bente Laursen

Ingrid Glue:

Kunst og selv at tegne og male har altid haft min store interesse.

Inspiration til mine billeder, får jeg fra naturen – skov, strand, havet og lyset.

Jeg er vokset op på landet og har derfra min fascination og glæde for naturen. Som barn tegnede og malede jeg flere gange udsigten fra mit hjem. Der var en dejlig udsigt over marker, og bag skoven lå Køge å.

Jeg arbejder hovedsageligt med akryl på lærred, hvor jeg bruger pensel og/eller spartel.

Min malestil er abstrakt/naturalisme

Bente Laursen:

Jeg maler hovedsageligt figurativt, jeg bruger akrylfarver, nogle gange blandet med akvarelfarver, som går fint sammen, så bruger jeg kridt og kul, softpastell, mulighederne er mange, jeg kan godt lide at eksperimentere.

Lejre rådhus, Allerslev

Trine Trytek Rasmussen

Trine Trytek arbejder med akryl malerier og linoliumstryk. Hun inspireres af stemninger der opstår omkring mennesker, både i samspillet med hinanden, når de er alene og i samspillet med rummet/naturen omkring dem. I hendes værker opleves ofte et sælsomt, tankefuldt eller melankolske udtryk.

Udstillingen ”Bag Facaden” har taget udgangspunkt i det skjulte, alt det man ikke ser, eller ikke fortæller.

Lejre rådhus, Hvalsø

Josephine Ernst

Josephine Ernst er en fotografi-baseret visuel kunstner. I hendes iscenesatte virkelighed fortælles nye tavse historier, hvor glimt fra hendes mange rejser i Europa og Marokko på underspillet vis kommenterer udviklingen omkring os. Uden at det bliver til løftede pegefingre rejser stille spørgsmål til livets gang i verden omkring sig i krydsfeltet mellem billedernes forskellige lag.  

Med Josephines egne ord

Som scenograf gennem årtier har jeg valgt nu i stedet at lave mine egne rum med udtryk for følelser og tanker i forbindelse med både historiske og nutidige dilemmaer. 

Vi bærer alle på et billedsprog, der dannes ud fra den kollektive forståelse og erindring af verden og livet, hvor pendulet svinger mellem tilblivelse, væren og død. Det fortidige bliver rekonstrueret og bærer spor ind i nutiden og kan eventuelt pege ind i fremtiden. Mine billeder indeholder to sider. Det er både et billede af noget og et billede noget. Kunsten illuderer et glimt af virkeligheden og illustrerer, hvad øjet ser, og sjælen føler. 

Mine billeder viser en iscenesat virkelighed. Realismen ophæves ved at sammenlægge to eller tre forskellige verdener og der skabes en ny verden. Mange af mine motiver gentager sig for hele tiden at blive sat ind i nye sammensætninger – ligesom den samme frase tit bliver gentaget i de forskellige instrumentgrupper inden for den klassiske musik. 

Flere af mine motiver er bygget op af betragtninger over vores europæiske kultur og de genstande, som den menneskeskabte forbrugerkultur efterlader. Tidens tand spiller en stor rolle i mange af mine billeder, for det fascinerer og samtidig skræmmer.Vi er tit bange for, hvad fremtiden bringer, så derfor er det vigtigt at bevare et håb og et lys i mørket.

Ligeledes er kampen mellem det gode og det onde, som har markeret sig op gennem vores fælles historie, altid et spændende emne at beskrive.

Efter mine adskillige ophold i Berlin gennem de sidste 10 år er det kontrasterne, som her har fænget mig. Byen med de mange modsætninger, som man som almindelig turist ikke lige får øje på med for eksempel de smukke slotte og de grumme fængsler eller magtens monumenter og de efterladte institutioner

 

Det sidste nye projekt, er »Venedig – under forandring«, hvor jeg sætter fokus på en gammel verden ved at forvandle og forstærke mit indtryk af denne smukke by, som vi måske mister indenfor nogle få årtier.

Det er med en sammensætning af det storladne og det nære og med samspillet mellem lys og skygge, at der opstår nye fortællinger.

Tidens tand spiller også en stor rolle i mine billeder, for det fascinere og samtidig skræmmer, da det minder os om livets gang, dets gentagelser og afslutning. 

Billederne bliver trykt dels på lærred og dels på museumspapir monteret i hvid metalramme med museumsglas.

Bøgebakken, Lejre

Lise Holm

Jeg hedder Lise Holm og har malet siden år 2005, jeg udstiller mine værker på restauranter, klinikker, gallerier og mange andre steder.

Jeg bliver inspireret af naturen, farverne på himlen, solnedgange, havet, bjerge og hestene som har været en stor del af mit liv.

Jeg maler med akryl, olie, power tex og det sidste nye er alkohol ink, da jeg godt kan lide at prøve nye stilarter.

Hvalsø Skole

Mikael Boel

Biblioteket, Kirke Hyllinge

Karlebymalerne

Vi udfolder os kreativt hver torsdag eftermiddag hele året rundt. Karlebymalerne 22 kalder vi os! Vi er oldtimere, nogle dog stadig på job. Alle i gruppen er meget aktive i

deres liv, bl.a. med den store passion at frembringe malerier.

At være sammen i et fællesskab, at være optaget af at male akrylmalerier, oliemalerier,

akvareller, at tegne med oliefarver, med pastelkridt, med kul, .. dét at være i et fællesskab med denne passion, denne fritidsinteresse, dét giver en utrolig høj livsværdi. Det giver livsnerve, ro, en optagethed, en fordybelse, en spænding om det nu lykkes!

Det er med til at give os ”Det gode liv”..!

Malerfællesskabet Karlebymalerne 22 nyder samværet omkring frembringelsen af billeder, og vi ønsker alle hjerteligt velkomne til i livet at blive inspirerede af vore billeder.

Ved ønske af køb af maleri, kontakt da venligst den pågældende kunstner, Tak!

De bedste hilsner om et dejligt forår til alle!

Karlebymalerne 22 er:

Birthe – Birthe@brixtofte.me Tlf.: 2148-0658

Vibeke – munter-viv@hotmail.com                  Tlf.: 5360-3270

Irene – dehnlarsen@gmail.com Tlf.: 2218-4466

Margit – margit.neumann.thomsen@gmail.com Tlf.: 5023-6028

bettina.englerup@gmail.com   Tlf.: 2065-0685

Siden opdateret 9. april 2024